fredag den 12. juli 2013

Abeskøn formiddag

Evnen til at klatre i træer er noget vi har fra vores allertidligste aner, nemlig aberne.
Derfor var det rigtig spændende at se om alle egenskaber var intakte, da vi invaderede Monkeyparken.

Konceptet er 40 platforme i træer, placeret i 10-20 meters højde. Så bevæger man sig mellem platformene på forskellige vis, de fleste kræver at motorikken og konditionen er i orden.

Når man nu er så højt oppe, kræver det også at man kan håndtere den sikkerhed, der er nødvendig for at kunne deltage. Derfor var der en rigtig god instruktion før alle kom afsted. Efterhånden som man kom gennem banen gav instruktionen rigtig god mening.

Alle kom igennem, også selvom der var et par svære passager undervejs.